« PÃ¥ tryk | Hun er skarp » |
Er det okay at gribe ind?
Tags: Filosofi Science fiction Star Trek
Nogle gange hører man bare et foredrag, der trykker på alle de rigtige kontakter. Det skete for mig (og dermed denne blog) på det nyligt afviklede DanCon, hvor Carsten Fogh Nielsen holdt et foredrag kaldet ' "Such use of weapons...“ -- moralfilosofiske problemstillinger i science fiction litteraturen'. Det endte dog med at blive en enkelt problemstilling: er det okay at intervenere, altså at gribe ind i "andres problemer"?
Dette er et filosofisk problem, fordi det er svært at teste i praksis hvad der ville være sket, hvis man havde gjort noget andet end man gjorde. Man kan ikke teste, om det ville have været bedre ikke at deltage i en krig i Irak, eller ikke at have deltaget i en krig mod Nazityskland. Altså er man nødt til at lave et tanke-eksperiment i stedet. Dette gør man både i filosofi og i science fiction.
Som eksempel fra litteraturen brugte han dels Føderationen fra Star Trek, dels The Culture, der bl.a. omtales i Matter af Iain M. Banks. Begge er samfund, der spænder over flere solsystemer, og som i princippet er utopiske: problemer som sult og krig eksisterer ikke længere.
Føderationen har Prime Directive, der netop foreskriver, at man skal holde sine små fedtede fingre for sig selv. Erfaringen viser nemlig, at hvis man prøver at blande sig, går det galt. Resultatet bliver værre, end hvis man blander sig udenom.
På den anden side har vi The Culture. Dette samfund er så problemfrit, at indbyggerne keder sig. Derfor "morer de" sig med at gribe ind i andres kulturer. Der er dog også en dybere begrundelse: hvis man er et moralsk væsen (dvs. hvis man kender forskel på rigtigt og forkert) kan man ikke se passivt til, når der sker noget forkert. Slet ikke hvis dette forkerte fx er folkemord. Så vi har også en pligt til at blande os, og gøre tingene bedre. Culture snyder så efter min mening lidt: de har nogle kæmpe-computere, der kan angive hvad der er den optimale vej. Det er okay at slå halvdelen af befolkningen ihjel, hvis man derved opnår at redde den anden halvdel, og der ikke er en mildere måde at opnå det resultat på. Eller med andre ord: målet helliger midlet.
Kan vi bruge de her observationer til noget i praksis? Ja, når vi ser på Nazityskland eller Irak, er det præcis de samme overvejelser vi må gøre os: er det forbudt at blande sig, eller har vi netop pligt til at blande os? Hjælper det, hvis vi blander os, eller gør det tingene værre?
Jo, men det her er jo bare to fiktive eksempler. Det ser vi bl.a. i, at både Føderationen og Culture har renere motiver end vi oplever i virkeligheden. De gør det aldrig, fordi de har olie-interesser i klemme ... Og den teknologiske forskel på hjælperen og den hjulpne er også større, end vi oplever i den virkelige verden.
Ikke desto mindre kan sådan nogle fiktive eksempler hjælpe os til at træffe virkelige beslutninger.
Note: hvis du vil læse mere om Star Trek og filosofi, er der også en artikel i Subspace nr. 1 fra i år.
Skabt: 15. maj, 2009 - Sidst ændret: 15. maj, 2009 - Kommentarer (2)