Stof til eftertanke

Tags: Anmeldelse Bog Filosofi Iain M. Banks Science fiction

Anmeldelse af Matter, Iain M. Banks.

Dette er endnu et indslag fra SF-læseklubben Azur, den bog der er til debat i august og september. Se, det er jo spændende at være med i en læseklub, fordi så bliver man præsenteret for ting, man ikke ville have fundet på at læse ellers. Og til gengæld har jeg så med god samvittighed gjort det, jeg kan finde på at gøre med den slags bøger: jeg har ikke læst hver en side i bogen, og jeg overvejede seriøst ikke at læse den færdig. Og så er jeg på vej over i brokke-hjørnet kan jeg se.

Men lad mig lige starte med at opridse hvad bogen handler om. Først møder vi Djan. Hun er en eller anden slags superkriger, der ene kvinde kan afvæbne en hel hær. Derefter møder vi en kongelig familie: kongen og hans to overlevende sønner, hvor den ældste hedder Ferbin. Ferbin er ikke så meget for alt det her krig, men er alligevel havnet midt i den, og bliver uventet vidne til, at hans far bliver myrdet.

Og der har vi allerede problemet lige der. Både Djan og Ferbin bliver skildret i situationer, hvor folk slås, dør og hvad man ellers kan finde på i den retning. Og hvis der ikke foregår andet end slåskamp - så keder det mig. Hvilket fik mig til at springe hele kapitler over. Desuden er der mere civiliseret "slåskamp", i form af hof-intrige. Gab.

Men lad os starte med de spørgsmål, jeg plejer at stille mig selv i en anmeldelse. Er det science fiction? Udover rumskibe og den slags, er det mest afgørende for svaret en fornemmelse af, at galaksens civilisationer lever i niveauer. I nogle arters øjne, er andre arter så teknisk avancerede, at de forekommer at kunne magi. Men over disse arter er der andre, endnu mere teknisk avancerede arter, der tilsyneladende kan endnu stærkere magi. Osv. osv. Selvom vi har lignende fænomener på jorden, har vi ikke i den grad niveau efter niveau, og da idéen både gennemsyrer bogen og bliver vigtig for dens handling dømmer jeg: ja, det er SF.

Er det godt? Tja. Nogle af idéerne er interessante. Jeg har allerede brokket mig over graden af krig (og krig og kamp er med hele vejen gennem bogen), så lad os se på nogle af de rare ting.

Djan er godt nok en superkriger (hun er et niveau over den nævnte hær, og kan derfor afvæbne den helt alene). Men hendes sigte er at afværge unødig død. Og hvis man kan redde en million ved at lade tyve dø - ja, så er det et godt valg. Jeg ved ikke om jeg er enig, men jeg er i hvert fald villig til at tænke over det. Desuden er hun ikke del af en hær på den måde, at hun bare skal parere ordre. Der er plads til at lære, tænke selv, afvige fra planen og andre gode træk.

Ligeledes er Ferbin ikke med bare for at slå alle omkring sig ihjel. Selvom hans far er krigerisk, er han selv opdraget som politiker og diplomat, så han kan føre kongeriget ind i den periode af fred, der forhåbentlig er forude. Igen en sympatisk tanke.

Bogen har en optagethed af det tekniske, i en grad der igen keder mig lidt. De andre arter bliver beskrevet i så mange detaljer, at jeg stiger lidt af. Jeg synes da det er lidt spændende, om de er røde eller blå, hvor mange arme de har osv. osv. Men i sidste ende er jeg interesseret i dem som "mennesker" - hvad føler og tænker de, hvordan handler de, hvilke valg træffer de osv.

Interessant nok har bogen et emne med, jeg også er stødt på i andre sammenhænge (Reasons not to publish, Anomalies), nemlig at verden er en simulering. At der også er plads til filosofi i bogen viser bare hvor rummelig den er. (At den så tærsker langhalm på "hvis der en almægtig simulator-person, hvordan kan vedkommende så tillade vold" argumentet er jo noget helt andet.)

Der er også plads til humor. Lad mig demonstrere:

It did not do to forget that, in a disquietingly real sense, to be an SC agent was to be owned by SC. The compensation was that even death was just a temporary operational glitch, soon overcome. (s. 179)

... some of the Culture's more self-congratulatingly clever Minds (not in itself an underpopulated category), patently with far too much time on their platters, had come up with the shiny new theory that the Culture was not just in itself completely spiffing and marvellous and a credit to all concerned, it somehow represented a sort of climatic stage for all civilisations, or at least for all those which chose to avoid heading straight for Sublimation ... (s. 173)

Okay, måske en lidt afdæmpet form for humor. Men der er en tilbagelænethed overfor noget, man jo burde tage dybt alvorligt: døden, og dem, der er klogere end os. På den anden side er der også plads til en form for poetisk filosofi.

When in shallows we look up and see the sun, it seems to centre upon us, its soft rays spreading out around us like embracing arms, straight and true with celestial strength, all shifting and pulsing together with the movement of each surface wave and making of the observer an unarguable focus, persuading the more easily influenced that they alone are subject to, and merit, such solitary attention. And yet all other individuals, near and far, so long as they too can see the sun, will experience precisely the same effect, and therefore, likewise, might be as justly convinced that the sun shines most particularly and splendidly upon them alone. (s. 223)

Og endelig: hvorfor hedder bogen Matter? Dette citat giver et bud.

We are information, gentlemen; all living things are. However, we are lucky enough to be encoded in matter itself, not running in some abstracted system as patterns of particles or standing waves of probability. (s. 340)

Og dette er altså et af indlæggene i debatten: er verden simuleret eller ej?

Alt i alt vil jeg ikke anbefale bogen, medmindre man synes kamp og benhård SF er sjovt. Men det har alligevel været skægt at læse den.

Skabt: 25. juli, 2008 - Sidst ændret: 13. maj, 2009 - Kommentarer (0)