Lykken er at være lige der hvor man skal

Tags: Aldous Huxley Analyse Anarkisme Bog Science fiction

Analyse af Fagre nye verden. Hvilke slags samfund skildres der i bogen?

Verdenssamfundet kan beskrives med: Alting sin plads, og alting på sin plads. Allerede før fødslen bliver indoktrineringen startet, så jeg kan passe perfekt til min hylde i livet. Karakteren bliver formet, kasten bliver valgt (bliver jeg alpha eller epsilon?), mit sociale liv er prædestineret; måske vælger man ligefrem, at jeg skal være steril, eller at jeg skal hade kulde fordi jeg skal arbejde i de varme lande. Jeg vil ende med at elske det, jeg ikke kan komme udenom. At der så skal organiseret mishandling til, for at jeg kan opnå den tilstand -- nå ja. Hvad er en lille smule børnemishandling mod et livs frihed og lykke?

Lykke er det højeste gode. Derfor er der også mange ting, der er sorteret fra, inklusive nogle af de ting, vi normalt forbinder med det (indviklede) voksne liv: demokrati, kærlighed (sex er til gengæld en god ting), familie og børn (alle børn opstår ved kunstig befrugtning). Hvis jeg stadig ikke har det godt, kan jeg tage de stoffer, staten giver mig. Alt er let, og der er penge nok på kontoen. Desuden elsker jeg at bruge penge. Og jeg holder mig ung og spændstig, indtil jeg pludselig falder om som 60-årig. Kan man dog ønske sig mere?

Ensartethed er en anden ting, der sikrer os mod problemer. Hvis jeg ligner min kollega 100%, hvordan kan jalousi så opstå? Identitet er nærmest afskaffet, og alting bliver gjort i fællesskab.

Det er farligt at vide for meget. Og der er visse ting, det er helt forbudt at vide. Videnskab har sit formål, men kan også overdrives. Målet er at opnå et samfund, der tilsyneladende er uforanderligt, men hvis man kan opnå det mere effektivt, så er det også okay. Ægte kunst er også farlig. Syntetisk musik og kunststoffer er til gengæld yndige.

Som modpol til denne vidunderlige verden (ikke perfekt -- der er desværre stadig punkter, der kan forbedres, og lidt ulykke hist og her) har vi 3 punkter: Bernard, der ikke er helt tilpasset, Johannes der er født i reservatet, og en ø reserveret til dem, der er for intelligente til at tilpasse sig al denne lykke.

Bernard vil hellere tale sammen end se endnu et bevidstløst skuespil, og har ikke noget imod stærke følelser.

Johannes er nærmest 100% som vi er i dag: han kender til ægteskab, fødsler og forældre, religion, snavs, alderdom, smerte, sygdom og alkohol. Men han kender også til Shakespeare, og til respekt for det enkelte liv. Han har en slags idé om, at vi skal fortjene hinanden -- vi kan ikke bare hoppe i seng med hinanden.

Konklusionen på bogen er, at Bernard må drage ud på en øde ø (også selvom han stritter imod), og Johannes falder gennem samfundets revner og slår sig hårdt. Så verdenssamfundet vandt denne runde.

Jeg har kigget nærmere på den her bog, fordi den er med på Anarchism and science fiction -- A reading list. Tilsyneladende er den interessant i den sammenhæng, ikke pga. hvad den faktisk indeholder, men pga. forfatterens holdninger i øvrigt, og hvad han kunne have fundet på at tilføje til bogen under andre omstændigheder. Måske er der anarki ude på den øde ø?

Skabt: 16. november, 2009 - Sidst ændret: 16. november, 2009 - Kommentarer (0)