Chikke brevombærere?

Tags: Andrew M. Butler Bog Film Science fiction

Når man gør andre ting ved bøger end bare at læse dem. Når man læser anmeldelser, analyser osv. Så er der visse ord man støder på med jævne mellemrum. Og et af dem er "postmoderne". Hva' for en fisk? Guderne skal vide, at jeg har prøvet at forstå det ord. Jeg har fået ordet hæftet på mig, uden at vide om det var godt eller skidt! Men nu er bægeret flydt over: Benjamin Rosenbaum kalder sig selv en religiøs postmodernist, og jeg er ikke med. Nu vil jeg altså vide hvad der foregår!

Heldigvis kommer Andrew M. Butler til undsætning, med et essay i The Cambridge companion to science fiction, kaldet "Postmodernism and science fiction". Han ridser det op på en måde, så jeg også kan følge med. Jeg vil prøve at genfortælle nogle af hans pointer her.

Først snakker han om værker, der viser, at de godt ved de er fiktive. Fortællingen henleder opmærksomheden på den kreative proces i at skabe en fortælling. Bøger indeholder bøger. (Her kom jeg til at tænke på hr. Y, der i høj grad er en bog der indeholder en bog, men der er også andre eksempler, der popper op.) Eller grænserne mellem forfatter og karakter bliver nedbrudt.

Philip K. Dick nævnes ikke uventet. Der er hovedpersoner der ikke giver mening, medmindre man lægger dem oveni hinanden, så de tilsammen giver én person. Hans selvbiografi bliver lagt i munden på karakterer. Karakterer bryder sammen og kan ikke selv finde ud af hvem de er. Jo, udflydende grænser, det er et begreb jeg kan forholde mig til.

Måske kan man tale om, at SF altid er postmoderne? Eksempel: man skal vide at Hyperion trækker på andre værker, for at man kan få den fulde forståelse (i dette tilfælde The Canterbury tales og Wizard of Oz). Så hvis det er postmoderne af referere til andre værker ...

Det skal ikke være for nemt. Begrebet "postmoderne" er blevet defineret på tre meget forskellige måder.

1) Jean-François Lyotard. Her taler man om, at det der skulle være så godt (den rationelle stat, baseret på videnskab) i stedet blev totalitært. Viden/information bliver en vare, der kan sælges som enhver anden. Efter industrialiseringen bliver alt industrialiseret. Man stoler ikke længere på de store fortællinger (kristendom, islam).

Et af eksemplerne på, at information bliver en valuta, og at kroppe bare er noget, der kan indeholde information, ses i filmen Johnny Mnemonic.

Før vi blev postmoderne, var der en fornemmelse af, at der en gang var en guldalder, men at vi siden må være gået forkert et sted. Nu erkendes det, at der aldrig har været en guldalder. Man søger efter nye måder at præsentere tingene på, for at forstærke følelsen af, at der er ting der slet ikke lader sig beskrive.

2) Fredric Jameson. Han taler om en tekst, der er en kopi af en anden tekst, der imidlertid aldrig har eksisteret. Stil og mode er vigtigere end indhold, overflade mere vigtigt end dybde. I stedet for faktisk at udtrykke følelserne ærligt, bliver de spillet ironisk. Men i bund og grund er der jo heller ikke noget at udtrykke ærligt, eftersom kunstneren bare er en kopi af noget andet. Teksterne kan være desorienterende, og der kan lånes alle mulige steder fra, for at opnå det ønskede resultat.

Neuromancer dukker op her. Sproget er meget tæt, og der bliver kopieret med arme og ben, specielt fra noir-stilen. Blade runner er et andet eksempel. Man låner fra The Maltese falcon, låner kulisser fra film, der bliver indspillet ved siden af, og har statister af alle mulige racer. Og da der kom en version af filmen, instruktøren var mere tilfreds med, forsvandt Deckards voice-over. Hermed bliver Deckard en person, vi stort set slet ikke kender, uden historie eller følelser, og en paranoia dukker op: er han også replikant? Deckard har ikke en stabil identitet, vi trygt kan lære at kende.

3) Jean Baudrillard. Han taler om, at livet går fantastisk hurtigt, og at den enkelte person kan blive kørt ned af livet. Der er alt for mange beskeder, billeder osv., der påkalder sig opmærksomhed. Hvad vil du se på TV? Hvilken slags kaffe vil du have? Neuromancer bliver nævnt igen, som et eksempel på at der sker en hel masse på meget få linjer, og at hjernen begynder at ryge i forsøget på at forstå det. Baudrillard nævner også, at billedet er alt (og virkeligheden intet), at kopien er vigtig (også vigtigere end originalen, der måske ikke er der), at Gallup-undersøgelsen er vigtigere end selve folketingsvalget. Livet bliver mindre og mindre autentisk, og jeg har ikke længere penge i lommen, men et tal i en bank-computer.

Mit indtryk af portmodernisme er nok stadig lidt spredt. Men jeg begynder at få et indtryk at fortællinger, der er i opløsning, hvor grænserne skrider. Hvor alt kan lade sig gøre, og hvor linjer af fortællingen stikker ud af rammen. Og sjovt nok kan jeg huske masser af noveller, hvor jeg har haft den fornemmelse, men ikke vidste at der var ét ord, der dækkede fænomenet.

Note: den omtalte bog blev også diskuteret i Proxima nr. 89.

Skabt: 20. juli, 2009 - Sidst ændret: 26. maj, 2012 - Kommentarer (2)