« Den kedelige krokodille | Initiativ » |
Efter tripoden kommer prepoden
Tags: Anmeldelse Bog John Christopher Science fiction
Anmeldelse af Da tripoderne kom af John Christopher.
Det er muligt min barndoms dal var grøn. Men bjergene var hvide, byerne var af guld, og havet var af ild. Og sådan var det bare. Men fornylig har jeg læst endnu et bind i denne historie, for første gang.
Skitse: Drengene Laurie og Andy vågner ved støj og flammer, bump i det fjerne, og en mystisk kapsel med 3 ben, der fanger mennesker, og smadrer huse og tankvogne. Hæren får dog overtaget til sidst.
Er det science fiction? Der bliver benyttet teknologi vi ikke har, og denne teknologi bliver nøje beskrevet, også næsten indefra. Så, ja.
Temaer:
Bogen skal jo føre frem til det vi kender fra De
hvide bjerge, så ikke overraskende vender
de trebenede tingester tilbage. Det egentlige angreb
kommer i form af TV-programmer, der hypnotiserer
seerne, senere suppleret med hjelme. SÃ¥ da tripoderne
kommer igen, er det betydeligt lettere for dem at opnå
sejren. Og på forbløffende kort tid går samfundet i
opløsning.
Hele det her med hypnotisering og hjelmene har overtoner
af religion.
Vi følger Laurie og hans familie. Laurie er tilsyneladende
det første (overlevende) tripode-vidne. Hans yngre
halvsøster bliver grebet af TV-programmet, men bliver
heldigvis afhypnotiseret i tide. Og familien bliver
kimen til den modstandsbevægelse, vi jo også vidste
måtte dukke op. Familien reagerer løbende på
begivenhederne, mens de udfolder sig. Eneste hage ved
det her er, at Laurie dermed får to historiske positioner
(første vidne, og første modstandsbevægelse). Men den slags
har jeg vist før brokket mig over ifm. den her serie.
Vi hører nogle tanker om, hvorfor samfundet bliver som
det er 100 år senere. At landsbyer fx er en god del &
hersk strategi.
Og til sidst et par citater. Er det Laurie eller forfatteren
der taler her?
Det gik pludselig op for mig, hvor vigtigt det var at de blev
ved at være som de var - selvsikre og nedladende eller
bekymrede og tvivlrådige - så længe det var noget de selv havde
udviklet; vigtigheden af at være menneske, kort og godt. Den fred og
harmoni onkel Ian og de andre påstod at dele ud, var i virkeligheden
det samme som døden, for mistede man sit eget jeg, var
man ikke et rigtigt levende væsen. (s. 62)
... menneskene under de tage havde
mistet det, der gjorde dem til rigtige mennesker. Deres individualitet,
kraften til at handle som frie mænd og kvinder. Men
for deres vedkommende var den blevet revet bort med magt.
Jeg var godt i gang med at lade min egen handlekraft bukke under
af ren og skær angst. (s. 113)
Naturvidenskab gav anledning til selvstændig
tænkning, og den slags var forbi for den menneskelige
race. (s. 115)
Turisme hørte fortiden til, ligesom demokrati
og TV-underholdning, universiteter og kirker og menneskelig
uorden og frihed. (s. 125)
Er det godt? Fortællingen fangede mig ærligt talt. Men der er det der med en ung mand, der har nogle meget voksne tanker om individualitet, frihed osv. Men alt i alt er jeg glad for, jeg fik den læst også.
Skabt: 1. december, 2008 - Sidst ændret: 13. maj, 2009 - Kommentarer (0)