| Gæsteblogger i morgen | Tankevækkende spil, igen |
En kvindeutopi fra 1869
Tags: Anmeldelse E. T. Corbett Niels Dalgaard Novelle Science fiction
Forfatter: Niels Dalgaard
Den utopiske fortælling er den ene af de tre lange tråde, der op gennem århundrederne langsomt snor sig sammen for at udgøre grundstammen i den science fiction-genre, der for alvor vokser frem i 1800-tallets sidste tredjedel (de to andre er den satiriske fortælling og den fantastiske rejseberetning). Forestillingen om et andet sted der også er det bedste sted, har fået navn efter Thomas Mores roman Utopia (1516), men har rumsteret i al fald siden de gamle grækere – den dialog af Platon der normalt kaldes Staten er en diskussion om hvordan det ideelle samfund bør bygges op. Den slags tanker er ligesom næsten alt andet bundet til deres tid, hvilket bl.a. ses af at der ikke er ret meget af det som Platon lader sine personer foreslå, der ville virke synderligt utopisk i dag.
Det er en naturlig følge af at drømmen om noget bedre vokser ud af en oplevelse af at der er noget i ens samtid der ikke er så godt som det kunne være. På det helt elementære plan vil mennesker, der generelt får for lidt at spise, være meget lydhøre overfor forestillinger om Slaraffenland, hvor der flyver stegte duer ind i munden på én. Og folk der lever i slaveri vil drømme om friheden. Eftersom der er stor forskel på hvad folk savner på forskellige historiske tidspunkter og i forskellige samfund, bliver utopierne også forskellige.
Utopier er imidlertid noget andet end individuelle dagdrømme. Næsten alle fantaserer fra tid til anden over hvad de ville gøre, hvis de pludselig blev rige eller fik et ordentligt job eller hvad de nu ellers mener vil kunne forbedre deres situation. Dagdrømme af denne slags involverer ikke samfundet og stort set ikke andre mennesker (i al fald nærmest kun som statister), og de er derfor af privat karakter. Den tyske filosof Ernst Bloch, der nok er den der har beskæftiget sig grundigst med utopien, fremhæver at den i modsætning til dagdrømmen har en social dimension. Den er ikke forestillingen om privat lykke via fx lottogevinster, men om hvordan man skaber et bedre samfund for alle (eller i al fald for den socialgruppe han eller hun selv tilhører, og som man mener er urimeligt stedt under de nuværende forhold).
Den utopiske fortælling er ligesom den satiriske et spejl af den samtid, som forfatteren befinder sig i, men hvor satiren spejler negativt, spejler utopien positivt ved at holde et billede op af en bedre måde at indrette samfundet på. Eftersom det utopiske samfund i fiktiv ramme oftest bliver anbragt langt væk fra den kendte virkelighed – hos More på en fjern ø, i senere versioner gerne på andre planeter – er der mange der har ment, at det helt bogstaveligt var verdensfjernt, og snarere var at betragte som en slags skadelig virkelighedsflugt end som en refleksion over den samtidige virkelighed. I 1800-tallet langede Marx og Engells fx ud efter dem de kaldte ”utopiske socialister”, fordi de brugte energien på drømme snarere end på konkret politisk arbejde. Den dag i dag bruges ordet ”utopisk” ofte som et skældsord synonymt med ”urealistisk”.
Men, som Bloch også fremhæver, utopien er ikke fantasteri, men derimod et metodikum, et redskab til kritisk tænkning. Det forudsætter ganske vist at den er tænkt socialt og at der er antydet en vej fra den samtidige virkelighed til det beskrevne utopiske samfund. Den skal være konkret og ikke abstrakt. Her minder Blochs idéer lidt om det der senere er blevet kaldt fremtidsværksteder, hvor man i en gruppe forestiller sig en fremtid, der er bedre på nogle punkter, og prøver at finde midler til rent konkret at nå frem til denne fremtid.
Gennem de seneste par årtier har den intellektuelle højrefløj gjort utopien til skældsord på en ny måde, nemlig ved at insistere på at utopisk tænkning helt automatisk fører til totalitære regimer. Argumentet er noget i retning af, at når man har set lyset og ved hvordan samfundet skal være, tolererer man ikke divergerende meninger, eftersom de kun kan opfattes som en hindring på vejen til Utopia. Deraf udrensninger, koncentrationslejre og alt andet ondt. Dertil er at sige, at meget få utopiske fortællinger er skrevet i den hensigt at deres plan for den bedste af alle verdener skal udføres ned til mindste detalje, og at næppe nogen enkelt roman har ligget til grund for noget specifikt diktatur (at Sovjet hævdede at være bygget på Marx’ idéer tæller ikke i denne sammenhæng; dels skrev Marx ikke skønlitteratur, dels lagde han afstand til utopier, og endelig ønskede han ikke at blive draget til ansvar for hvordan andre anvendte hans skrifter – ”Ich bin kein Marxist,” skal han have sagt).
Forestillingen om den utopiske fortælling som totalitær er også blevet endnu mindre holdbar af den udvikling der skete indenfor genren i sidste tredjedel af 1900-tallet. Op gennem dette århundrede havde den utopiske fortælling været sat i skyggen af dens modsætning, den dystopiske – fortællingen om et sted der er værre end den aktuelle virkelighed (fx Aldous Huxleys Fagre nye verden fra 1932) – men en ny generation af forfattere gav den nyt liv. I stedet for at genoplive den klassiske utopiske model, der beskæftigede sig med den bedste verden, udviklede de en ny, der kun beskæftigede sig med en bedre verden, i erkendelse af at samfundsudviklingen aldrig bliver færdig og at der ikke findes mange endegyldige svar. Blandt de forfattere der udviklede denne dynamiske model til erstatning for den klassiske utopis statiske, er Ursula K. Le Guin, som demonstrerede den i romanen The Dispossessed (1974).
Kvindeutopi
I årene omkring 1980 opdagede forskellige dele af kvindebevægelsen at utopien kunne bruges som redskab i samfundsdiskussionen. Der blev skrevet en hel del af slagsen, både rigtig dårlige og rigtig gode. Som altid når en bevægelse bliver bevidst om sin egen eksistens, går den også på jagt efter forløbere. Der var almindelig enighed om at urmoderen på dette område var Charlotte Perkins Gilman, en kvindepolitisk forfatter der skrev utopien Herland i 1917. Den er en klassisk, statisk utopi, der beskriver det bedst tænkelige land, hvor det er kvinderne der regerer. Som det ofte er tilfældet med statiske utopier, er der reelt kun én historie at fortælle om Kvindelandet, nemlig historien om opdagelsesrejsende fra vores verden der opdager stedet og enten slår sig ned permanent eller vender tilbage for at fortælle os andre hvordan vi skal gøre verden bedre.
Gilman skrev også artikler (og udgav et tidsskrift), og hun var langt fra den eneste. Kvinders ligeret havde været et diskussionsemne i den vestlige verden i årtier, en naturlig følge af en samfundsudvikling der gjorde halvdelen af befolkningen stadig mere bevidst om at den manglede elementære rettigheder såsom retten til at stemme og retten til selv at eje ting. Det nye var at kampen også blev ført i skønlitterær form – og selv her må man sige at Gilman haltede bagefter, eftersom den store periode for de klassiske utopiske romaner var 1880’erne og 1890’erne.
Selv hvad angår den utopiske fortælling om kvindepolitiske problemstillinger var Gilman ikke den første. Takket være Internettet er en hel masse ældre litteratur blevet tilgængelig, herunder litteratur som ingen rent faktisk ved eksisterer. Det lyder paradoksalt, men det skyldes at adskillige store forskningsbiblioteker rundt omkring i verden er begyndt at skanne gamle tidsskrifter ind, uden at de nødvendigvis samtidig bliver indekseret, og uden at der foretages en systematisk undersøgelse af deres indhold. Selve det at de ligger der, er det vigtigste; jo flere der får adgang, jo større er sandsynligheden for at nogen finder noget interessant i dem.
Som altså nu novellen ”My Visit to Utopia” af E. T. Corbett, der blev trykt i Harper’s New Monthly Magazine vol. 38 no. 224, januar 1869 og nu findes
online takket være Cornell Universitys projekt The Making of America, der omfatter en række periodika fra anden halvdel af 1800-tallet. Mig bekendt er den ikke omtalt nogen steder i faglitteraturen – og jeg tror jeg kan garantere at hvis dens eksistens havde været kendt, ville en af de mange sf-nørder der elsker at lave bibliografier og lister, have omtalt den. Den er således heller ikke med i Everett Bleilers mesterlige Science Fiction: The Early Years, der ellers dækker stort og småt i mange slags (engelsksprogede) blade frem til 1930.
”My Visit to Utopia” er ikke noget overset mesterværk, men den er heller ikke dårligt skrevet, og den er historisk overordentlig interessant. E. T. Corbett viser sig at være Elizabeth T. Corbett, om hvem det beklageligvis ikke er lykkedes at finde synderligt mange oplysninger (således hverken fødsels- eller dødsår). Det eneste, der kan siges om hende, er at hun i 1880’erne skrev nogle børnebøger på vers, der fik en vis udbredelse.
Den foreliggende novelle er en fortælling i første person, fortalt af en kvinde, der besøger sin veninde Laura i Utopia. Hun afstår med vilje fra at gøre forbindelsen til den virkelige verden konkret, uden at hun dog forfalder til at lade det hele foregå i en drøm. Indledningen lyder:
It would occupy too much time, and perhaps trespass too largely on your patience, if I should tell you exactly why or how I went to Utopia, or even the precise geographical locality of that much-disputed place. (200)
I stedet nøjes hun med at fortælle om sin ankomst sent om eftermiddagen og hvordan hun bliver positivt overrasket over at blive mødt med venlighed da hun spørger om vej til sin gamle skolekammerats hjem. Hun sammenligner med derhjemme, hvor en tilsvarende forespørgsel ville blive mødt med et tvært svar, henkastet mumlet og næsten uhørligt.
Overraskelserne fortsætter ved ankomsten til venindens hus. Hendes mand er netop blevet færdig med at læse avisen højt for hende – hvilket næppe skal forstås sådan at hun ikke selv kan læse, men bliver fremhævet som en dyd man sjældent finder hos ægtemænd hjemme i fortællerens verden. De foretrækker at læse avisen for sig selv i tavshed, i stedet for at give konen det samvær og den nærhed hun har behov for.
Ikke nok med det; den utopiske ægtemand tilbyder at tage sig af det overtrætte spædbarn om natten, så konen kan få sovet ud. Da fortælleren udtrykker sin forbløffelse, svarer veninden:
I suppose it is only in Utopia that one finds husbands quite perfect and wives quite satisfied; therefore I can easily imagine that you think William quite a paragon, when in fact he is only acting as any man ought to act under the same circumstances – that is, trying to lessen, by sharing, his wife’s cares and duties; and to increase, by division, his own pleasures. (201)
Børnene i Utopia opdrages alle til at anse en ligelig deling af byrderne for en naturlig ting, og skulle en ægtemand undlade at leve op til denne norm, bliver han sendt en periode i ”the House of Correction for Bachelors” (201). Og hvis ægtemanden hører til den triste gruppe, som fortælleren omtaler som ”grumblers” – brokkehoveder – er det simpelthen gyldig skilsmissegrund.
De to næste dage kommer fortælleren på den for genren obligatoriske rundvisning i Utopia, dog efter en længere diskussion mellem hende og veninden om hvad de skal tage på, ”a matter, by-the-way, which is never ignored in Utopia, where people are always expected to look their best” (202). Der er heller ingen mangel på shopping i det utopiske land (203). Blandt de ting de overværer, er i øvrigt et bryllup, og fortælleren bliver atter engang forbløffet, denne gang over ritualet der ikke indeholder nogen ord om at kvinden skal adlyde manden eller lignende. Samtalen munder her som andre steder ud i en erkendelse af, at sådan er det i Utopia, men at det ville være uhyre vanskeligt at gennemføre noget lignende derhjemme.
Endnu en sigende episode udspiller sig mod slutningen af fortællerens besøg. Venindens kok brækker benet, og det har derfor trange udsigter med at få et varmt måltid på benene til manden kommer hjem. Fortælleren tilbyder straks sin assistance, men Laura ler: Det er da ikke nødvendigt, William vil sikkert forstå situationen, og der er da heldigvis kold mad nok i huset. Og ganske rigtigt, husets herre er så langt fra et af de raserianfald som fortælleren kender hjemmefra, at det improviserede måltid bliver overordentlig hyggeligt.
Fortælleren må rejse tidligt næste dag, og da veninden beder hende om at forlænge sit ophold, svarer hun at
To tell you the truth, it would not be wise for me to do so if I could, for I should grow discontented with my own country if I remained too long in yours; and, worse than that, it is even possible that I might wish all our husbands – ”
”Were in Utopia,” suggested Laura. (204)
I et kort sidste afsnit røber fortælleren at besøget i Utopia har påvirket hende, hendes mand kalder hende ”urimelig” og hun har fået sympati for kvindebevægelsens mål (om ikke altid for dens midler) (204).
Corbett lader dermed indirekte sin fortæller diskutere selve den utopiske fortællings funktion. Det gentagne mønster, hvor forholdene i Utopia kontrasteres direkte med forholdene hjemme, kombineret med pointen, hvor fortælleren kommer til at se på sin egen hverdag med nye kritiske øjne efter at have oplevet et sted, hvor tingene er ordentligt indrettet, er næsten et skema for hvordan en utopisk fortælling fungerer. I en vis forstand er novellen derfor også en metatekst om utopiske tekster, hvilket ikke mindst er forbløffende det tidlige affattelsestidspunkt taget i betragtning.
Historien demonstrerer desuden at utopiske fortællinger, ligesom andre fortællinger, er bundet til den tid, de udspringer af. Drømmen om kvindens ligeberettigelse forekommer ganske naturlig for en moderne læser, men dens konkrete udformning ville næppe mange tilslutte sig i dag. Den er tydeligvis vokset frem af den bedre middelklasse anno dazumal (der sikkert også er Harper’s læsere), fx er der ingen diskussion om at ethvert ordentligt hjem i Utopia har tjenestefolk til det grove –ingen spørger således: Er dette sted også utopisk for kokken? Det anses også for en naturlig ting, at det er manden der går på arbejde, mens kvinden bestyrer hjemmet. På disse punkter er der overhovedet ingen forandring i forhold til forfatterens samtid, det virker som en så integreret del af den herskende forestillingsverden, at man slet ikke kan tænke sådanne forhold anderledes. Der er heller ingen drømme eller tanker om at ændre det grundlæggende økonomiske system (som det ellers skulle blive udbredt i utopiske romaner i de følgende årtier); selv shopping spiller en vigtig rolle, i øvrigt til forfriskende afveksling fra mange andre forestillinger om Utopia som et sted hvor alle er tilfredse med at leve i funktionel, men kedsommelig ensformighed.
Corbett forestiller sig med andre ord et samfund, hvor de basale forhold er uændret, men hvor hverdagen er radikalt anderledes, fordi mænd og kvinder deles om besværet og respekterer hinanden indenfor de givne rammer. Kritikken af hendes egen samtids patriarkalske orden er relativt skarpt og direkte formuleret, tidspunktet og mediet taget i betragtning, og man bør ikke slå hende i hovedet fordi hun ikke inddrager problemstillinger, der lå den samtidige spæde kvindebevægelse fjernt. I stedet bør man glæde sig over at hun uden direkte at prædike formår at iscenesætte en meget konkret utopi, og endda peger på hvordan man kan arbejde i retning af dens virkeliggørelse: Ved at støtte den spirende kvindebevægelse.
Ret godt gået af 1869 at være.
LITTERATUR
1. Skønlitteratur- E. T. Corbett: ”My Visit to Utopia” i Harper’s New Monthly Magazine vol. 38 no. 224, januar 1869. En dansk oversættelse er planlagt til udgivelse i Proxima nr. 88, efterår 2008.
- Charlotte Perkins Gilman: Herland (1914). På dansk som Kvindeland, Albatros 1980.
- Aldous Huxley: Brave New World (1932). På dansk som Fagre nye verden, Aschehoug 1932 (seneste genudgivelse 1998)
- Thomas More: Utopia (1516). Seneste danske udgave Hans Reitzels Forlag 1993.
- Ursula K. Le Guin: The Dispossessed: An Ambiguous Utopia (1974). På dansk som De udstødte: En socialistisk utopi, Modtryk 1979.
- Platon: Politeia (ca 360 fvt). På dansk som Staten, Reitzel 1851; seneste danske udgave Hans Reitzel 1975.
- Joanna Russ: The Female Man (1975). På dansk som Kvinde mennesket, Informations Forlag 1986.
- Everett F. Bleiler: Science Fiction: The Early Years, Kent State University Press 1990. Uundværlig kommenteret bibliografi om den tidlige engelsksprogede science fiction.
- Ernst Bloch: Das Prinzip Hoffnung (1953-1956). Hovedværket om utopien filosofisk betragtet. Skrevet af en meget filosofisk, meget tysk filosof.
- Niels Dalgaard: ”Den nødvendige utopi: Om Joanna Russ’ bog The Female Man” i Proxima nr. 34, 1987. Diskussion af utopien som begreb samt af en eksperimenterende roman fra 1975, der både er en utopi og handler om utopiens metode.
- Niels Dalgaard: Fra Platon til cyberpunk: Science fiction-litteraturens historie. Science Fiction Cirklen 2004. Eneste danske fremstilling af genrens historie fra begyndelsen til nu.
- Darko Suvin: Metamorphoses of Science Fiction: On the Poetics and History of a Literary Genre, Yale University Press 1979. Hovedværket indenfor science fiction-teori; rummer også betragtninger om den utopiske fortælling.
- Per Thielst: Den bedste af alle verdener: De store utopier og de små visioner, Tiderne Skifter 2001. Glimrende indføring i utopiernes historie.
Skabt: 13. september, 2008 - Sidst ndret: 13. september, 2008 - Kommentarer (1)