« Et spil med livsglæde | SF og filosofi » |
Legendernes tid
Tags: Anmeldelse Bog Richard Matheson Science fiction
Anmeldelse af I am legend, Richard Matheson, 1954, denne version fra 2006. September/oktobers bog i SF-læseklubben Azur.
Skitse: Robert Neville er i krig med lokkende, kaldende vampyrer - en krig, han fører ene mand.
Er det science fiction? Hele basis for historien er, at Roberts omgivelser efter en atomkrig (eller noget i den retning), og en senere følgende epidemi er blevet reduceret til mennesker, der opfører sig som vampyrer - og så ham selv, der er immun overfor vampyr-bacillen. Afgjort SF.
Er det godt? Jeg burde måske ikke være overrasket - men det er jeg ærligt talt. Det er smaddergodt! Romanen rummer en af mine helt store favoritter: karakterer, der er ordentligt og spændende beskrevet. Det er for mig ikke et tilfælde, at det er Stephen King, der har skrevet forordet til den her udgave - King skriver også om rigtige mennesker i horror-omstændigheder.
Specielt følger vi mennesket Robert. Hans forsøg på at overleve ved at være metodisk og videnskabelig. Og på den anden side hans ensomhed, og hans tvivl: hvorfor skal han overhovedet kæmpe imod? Krigen medfører, at han myrder løs af fjenden. Men er det okay at han gør det? Og gør det en forskel hvordan han gør det?
Robert savner sin afdøde kone, og har derfor skærpet fokus på de kvindelige fjender. Gang på gang kigger han på endnu en kvinde, men tænker altid på hende som "kvinden". Fin detalje. Og hvis man til gengæld skal finde en, der har et navn, er det Ben Cortman, der er lige så forhippet på at få Robert, som Robert er på at stritte imod.
Vampyrer er jo en legende. Men i denne bog bliver de levende, på en ny måde. Og det er præcis derfor, jeg godt kan holde ud at læse horror af King - og altså også af Matheson. (I øvrigt var der en sjov forskydning i min hjerne. Jeg blev ved med at tænke på titlen som "I am legion" - altså, jeg er mange.)
Skabt: 1. september, 2008 - Sidst ændret: 13. maj, 2009 - Kommentarer (0)