« Helliconia, hele 3 gange | Kalls kokain » |
Worldcon 75 skrider planmæssigt frem
Tags: Anmeldelse Bog Science fiction
Anmeldelse af Worldcon 75: Progress Report #1 (gratis).
Skitse: Mens noget så stort som en Worldcon bliver forberedt, så bliver medlemmerne orienteret. Det bliver de i form af nyhedsbreve, rapporter, kald det hvad du vil. Sådan en bliver normalt kaldt en progress report. Det er første gang, jeg prøver at få nummer 1 af sådan en karl, og det er jo kun, fordi jeg meldte mig tidligt ind i Worldcon, for at kunne stemme på Helsinki.
Er det science fiction? Overraskende nok er svaret ja, lidt. Noget af det. Det vender vi tilbage til. Og derudover er fokus jo meget på science fiction i bogform, om end der også er plads til meget andet.
Temaer: Whoop! Jukka Halme er en af formændene for udvalget! Jeg har gode minder om første gang, jeg rendte på ham. Det var noget med en quiz, og jeg blev sat til at tælle point, og så var det ellers om at tælle rigtigt, og lade være med at grine alt for meget af quizzen, fordi begge dele ikke lod sig gøre samtidig. Det var et godt programpunkt på Imagicon 2 (Fanniske finner).
Et sjovt punkt er: Hvad kan man tale med æresgæsterne om? Altså, andet end deres bidrag til verden i form af bøger, kunst osv.? Baudelaire er fx populær.
Hvorfor bruger denne Worldcon isbjørne som del af den visuelle identitet? (Og hvorfor kunne jeg ikke finde på en mindre buzzword-agtig måde at sige det på?)
Et par sider er afsat til at give tips om Finland og Helsinki. Slet ikke så dumt. Jeg har ved andre arrangementer tænkt, at jeg manglede noget i den retning. Fx den gang hvor jeg uden varsel var højt nok oppe til at få hovedpine af det lave iltindhold.
"The Word for Worldcon is Maailmankongressi". Det her er såmænd et stykke alternate history. Det påstås modigt, at der var (eller var planlagt) Worldcon i Finland i 1888, 1960 og 1975. Små anekdoter og flotte plakater pryder siderne. Gå ikke glip af Jukka Halma i sepia og fuldskæg.
Er det godt? Så godt, at jeg blev nødt til at fortælle verden om det. Eller i hvert fald den del af dansk fandom, der kigger med her.
Skabt: 4. maj, 2016 - Sidst ændret: 4. maj, 2016 - Kommentarer (0)