LonCon, baby!

Tags: Connie Willis Conrep Cory Doctorow George R. R. Martin Hugo-finalist Loncon3 Musik Science fiction

Man har været til WorldCon/Loncon3 har man! Og når man har været til så speciel en begivenhed, så skal man selvfølgelig også prøve at sætte ord på hvordan det var. Jo, det havde lighedspunkter med DanCon og Fantasticon. Men der var også forskelle. Man kan simpelthen ikke lave en con for tusindvis af mennesker, og så bruge de samme løsninger som en con for halvtreds individer gør. Men for at starte med noget af det velkendte: Der var programpunkter. (Læs detaljerne for hvert punkt ved at holde musen over titlen.)

Con

Opening Ceremony
Åbningsceremonien bød på lidt af hvert. Det der virkede bedst for mig var en slags medley af tema-melodier fra alt muligt britisk sf, ledsaget af en slags dans med rekvisitter. Hvordan illustrerer man Star Wars? Man løber rundt med 2 sorte paraplyer, sat sammen så de ligner en X-wing. Den slags. Det var så low tech som det næsten kan blive, og netop derfor virkede det. En anden ting der virkede var afsløringen af årets Hugo-design. Der var en fornemmelse af at være meget tæt på historiens vingesus. Jeg var en af de første, der fik at se hvordan baserne skulle se ud i år. De to designs er henholdsvis baseret på en nutidig, sf-agtig bygning i London og fortidens futurisme, inklusive Chrysler Building. Udstilling/salgsboder afgav lidt plads til en udstilling af de nyere designs, så jeg kunne kigge lidt nærmere på dem.

Closing Ceremony
Udover endelig at få set Loncon 3 - Loncon Calling, en video der viser alle de måder hvorpå London er kommet i klemme hos aliens, zombier osv., så var det mest bevægende det sidste farvel til Iain M. Banks.

Hugo

The 1939 Retro-Hugo Awards Ceremony
Man valgte at ceremonien skulle minde om en live radio-udsendelse. Så Mary Robinette Kowal sang sammen med orkesteret, og der var reklamer for Cold Be Gone (godt imod con crud) og opdateringer fra den britiske del af den invasion, Welles så berømt lod rapportere fra Grover's Mill. De to tråde faldt meget smukt sammen til sidst, og alt endte lykkeligt. Kostumer, musik og dans hjalp til at fastholde stemningen. Orson Welles' datter sendte en virkelig sød besked, som tak for fars Hugo. Og hvis du gerne vil (gen)opleve det, så kan du kigge på 1 times video.

The 2014 Hugo Awards Ceremony
Sceneshowet var gennemført. Flotte unge kvinder (ikke nødvendigvis slanke) bar priserne frem, og modtagerne takkede. Hvis man skal opsummere nogle af de kontroversielle konkurrencer: Vox Day, Correia osv. vandt ikke, og Wheel of Time vandt ikke. Det var bare godt at se hele showet, live, i virkeligheden. Og takketalen for Hugoen til Randall Munroe, manden bag xkcd, fremført af Cory Doctorow, var skæg. Og hvis du vil have den fulde oplevelse, så er her 2 timers video.

Awards and Their Narratives
Desværre blev vi ikke rigtig præsenteret for nogle af de historier, som priser angiveligt fortæller. Men vi talte da om andre aspekter ved priser, og lidt af processen bag hvordan en vinder bliver udvalgt og den slags.

2014 Hugos: Short Fiction Shortlists Discussion
Jamen, vi fik da diskuteret hvad der er godt og skidt. Jeg har allerede udtalt mig andetsteds. Så det var vel primært lejlighed til at sammen at sige: Yes, hvor er de gode. De fleste i hvert fald.

Academic

Why Are Alien Languages Inherently Human? An Experiment
Først hørte vi små lydstumper og skulle skrive, om vi fandt sprogene velkendte, naturlige, venlige og den slags. Siden skulle vi gætte hvilke sprog de kom fra. Stort grin da vi kom til klingonsk. Og så var konklusionen jo egentlig: Kunstige sprog lyder naturlige fordi de er lavet af mennesker, for mennesker.

Sex and Desire in Literature
Interessant som man kan få meget ud af ganske få sætninger! I Tawny Man-trilogien er der et par, der prøver at finde de rigtige ord for deres forhold. De bruger ordet "elsket" på en måde, der minder om hvad de gamle grækere gjorde; der er stor forskel på at elske, og dermed være den stærke og aktive, og at være den elskede. Bøgernes brug af ordet er få, og spredt ud over ganske mange sider. Bujold er på nuværende tidspunkt en gammel ven for mig, og det undrer mig ikke, at man kan finde en stærk kvinde i Vorkosigan-sagaen. (Jeg havde ikke lige tænkt over det element.) Og endelig bliver vi opfordret til at tænke meget over ikke-entydighed - jeg prøvede det, men jeg blev vist ikke helt klar over hvad pointen var.

Battlestar Galactica Anniversary: Fans, Industry and Stars
Spændende: Via sociale medier bliver der en meget stærk sammenhæng mellem en tv-serie og dens skuespillere. Og nogle fans bliver forundrede, hvis en skuespiller tager en ny rolle, der falder udenfor denne etablerede sammenhæng. (Det mener jeg nu ikke er et nyt fænomen.)

Short story

Big Anthologies: Bookends or Benchmarks?
Spændende diskussion. Og jeg kunne tage en liste med hjem over bøger, jeg ikke har fået købt endnu.

Squee

Climate Catastrophes: Past Present and Future
Jeg har skrevet lidt sammen med Jonathan Cowie fra SF2 Concatenation, mest pga. Niels Klim-prisen. Jeg anstrengte mig for også at møde ham i virkeligheden. Desværre fik jeg ikke trykket ham i hånden, men jeg lærte noget af foredraget om global opvarmning.

A Conversation with George R. R. Martin, Connie Willis, and Paul Cornell
Den her gik jeg primært ind til pga. navnene på de deltagende. Og det blev sådan ca. derefter. Alle 3 er underholdende at lytte til. Martin og Willis har kendt hinanden i 40 år og laver sjov med hinanden. Jo, der falder et par tankevækkende ord af, men primært er det fornemmelsen af: Wauw, sådan et stort navn som George RR Martin sidder lige der, ganske få meter væk! Squee!

Signing: Freda Warrington, James Patrick Kelly, Cory Doctorow
Og så udvekslede jeg et par ord med Cory Doctorow. "Hej, Lise," sagde han, og så sagde jeg, "Hej, Cory." Vi sludrede om den danske version af Little Brother, og jeg fortalte at jeg (på opfordring) havde tilsendt ham noter om et par stavefejl i en af hans bøger. "Nå ja, jeg syntes jo nok jeg kunne genkende dit navn." Stort squee!

The Pleasures of a Good, Long Info-Dump
Store forfattere sludrer om hvordan man smugler information ned i læserne, uden at de kommer til at kede sig. Konklusionen var vist nogenlunde entydig: Hvis det du gør virker, så lad være med at tænke så meget over om du har brugt den "rigtige teknik". Underholdende. Stadig Doctorow, stadig squee. Intelligent og med mange sjove kommentarer.

The Evolution of the Encyclopedia of Science Fiction
Som læser af Ansible kender jeg David Langfords smag og humor, og synes godt om begge dele. Vi er sågar facebook-venner. Så det var rart at se og høre ham i virkeligheden. Jeg fik ovenikøbet sludret lidt med ham senere på aftenen. Desværre var det svært at få en rigtig samtale i gang, han var gammel, træt og døv. Nå jo, så var det da forresten også interessant at høre om encyklopædien. Et lidt mere indviklet foretagende end jeg troede.

Og så mødte vi æresgæst John Clute i elevatoren. Selvfølgelig kendte Niels ham i forvejen, og der skulle lige udveksles kontaktinformation.

Music

One Shot 1
Fryden ved endelig at kunne opleve noget af den her filk, jeg har hørt så meget om, og som trækker i sanger-delen af mig. Og det her virkede som en god måde at gøre det på. Hvis der er noget filk, jeg ikke bryder mig om, så er det hurtigt overstået. Men jeg kunne vist egentlig godt lide det hele! Så jeg nynnede med på den sjove "Who The 'Ell Is Tauriel?", og en sang på svensk om svensk fandom (baseret på "This land is your land", bare med teksten "Mit hjem er fandom, dit hjem er fandom" osv.), og "A Horse With No Name", undskyld, "Ship With No Name", om hvor svært det er at finde et godt navn til sit rumskib, alle de gode er jo taget, og "Tauntauns to Glory", og "Natural Selection", og mainstream-sangen "Everything's Easy", der imidlertid også lød rigtig godt. Og jeg nød at synge med, eller at synke ned i harmonierne sammen med publikum. Fedt! Og var det så filk? Noget Tolkien, noget om fandom, noget om rumskibs-navne, noget fra Star Wars, og noget om evolution? Tja. Det demonstrerer vel bare, at filkere har en bred smag. I øvrigt, hvor jeg ovenfor har linket til videoer og musik, så er det den samme kunstner som jeg så på Loncon, bortset fra "Everything's Easy".

One Shot 3
Mere filk! Alt muligt! Den her gang var den helt store oplevelse "Child of the Library" (igen, fremførf samme sanger som i videoen), en vidunderlig sang om hvor godt det er at have et bibliotek (hvor man bl.a. kan læse om rumskibe), og hvor skidt det er at miste det. Wauw.

Self-help

Science Fiction and Fantasy Fandom as Self-Help
Det her var meget intenst. Vi blev opfordret til at fortælle hvordan sf og fantasy og fandom havde virket som selvhjælp for os. (Er der forresten ikke selvhjælp i fremtiden?) Mange selvhjælpsbøger handler om romantisk kærlighed, mens almindelig fiktion kan vise hvordan venskaber kan være.

Tie Dyeing Without the Dye
Con'en havde et spor, hvor børn kunne komme og lege. Jeg lukkede mit indre barn ud i en time og skabte en t-shirt.

Me!

Into Every Generation A Captain Kirk is Born?
Hvad skal jeg sige? Det var et panel, jeg var med i. Det var godt at være med, godt at have været på den side af bordet. Og det gik vist meget godt.

Hvad skete der ellers?

Loncon havde en rigtig lille con-avis. Ved læsningen af nummer 4 slog jeg lige en kolbøtte. "Fannish Traditions: Young ladies should beware of men offering to show them their astral pole. Often mistaken for a set of physical exercises utilising a broomstick, this is actually fan code for sexual availability. Instead, suggest a quick game of Fizz Buzz." Det syntes jeg egentlig ikke var morsomt (og det var det vist meningen jeg skulle synes). Unge piger, der ikke har været til con før, ved ikke altid hvad voksne mænd siger til dem om sex, ha, ha. Den klagede jeg lige så stille over. Jeg er ikke sikker på hvad klagen førte til.

Lokalerne var rigtig gode. Få store sale til de største begivenheder, og mange mindre rum i forskellig størrelse, afhængig af om man regnede med der ville være behov for 50 pladser eller 300 eller noget tredje i samme størrelsesorden. Jeg hørte tallet "4.000" nævnt i forbindelse med Hugo-ceremonien, der også lå nærmest som det eneste programpunkt på det tidspunkt. Ved et par lejligheder var der ikke pladser nok, fordi man ikke havde gættet rigtigt. Det var tydeligt, at navne som Martin og Willis trak. Udover lokaler, så var der gange til at binde det hele sammen, rulletrapper, og den såkaldte boulevard, der var bred og havde restauranter på begge sider gennem hele bygningens lægnde. Og så var der store lokaler til udstilling, dealer's room, og den såkaldte fan village, hvor man kunne møde fans fra hele verden og spise og drikke deres mærkelige, nationale stoltheder til festerne. (Og blive fotograferet sammen med en trone.) Oveni lå vores hotel (og et par andre) rigtig tæt på. Perfekt til vores con.

Der var tekniske problemer hele vejen gennem. Stort anlagte ting kiksede, fordi et kamera pegede den forkerte vej, eller fordi en skærm ikke var rigtig synkroniseret med lyden. I princippet kunne man følge nogle ting online, men jeg har siden opdaget, at lyden koksede til Retro-Hugoen, så videoen blev også forsinket. Og så var der evige problemer med at få folk til at sætte mikrofonen tæt nok på munden! Indrømmet, det er jo ikke teknikernes fejl. Men ih hvor ville det have været skønt hvis alle havde studeret en lille video med mikrofon-teknik hjemmefra. Sådan en der fortæller, at hvis du vender hovedet, eller læner dig tilbage, så render mikrofonen ikke efter dig.

Der var forbud mod at tage billeder af mennesker uden at få tilladelse, og det meste af tiden rettede jeg mig efter det. Men jeg undrer mig. Hvad er det forbud vokset ud af? Anyway. Det er derfor der ikke så mange folk på billederne her.

Hjemmefra havde jeg bladret i den elektroniske version af programmet på min telefon, og det virkede fint. På selve conen prøvede jeg at læse programmet igennem fra en ende af, og det var nemmest at gøre i det trykte program. Og det var så her jeg blev frustreret over forskellene på de to. Tingene stod ikke i samme rækkefølge. Der var ikke den samme info. Den slags. Jeg er dog glad for at den elektroniske liste var der, det var dejligt fleksibelt at kunne "sætte et kryds" og fjerne det igen, fordi blyant ikke var involveret.

På forhånd var jeg meget spændt på hvor træt jeg ville blive. Hvordan forholder man sig til et program, der i princippet kører uafbrudt fra 9 morgen til 2 nat? Selv hvis man accepterer man ikke er et overmenneske, og afsætter tid til søvn og mad, så er der så mange parallelle spor, at man kan drukne. Og jeg er i forvejen langt fra at være et supermenneske, og når jeg har opholdt mig i stimulerende omgivelser (ya know, spændende foredrag, folkemængder, den slags) længe nok, så skal jeg have et voksent pusterum. Som jeg mistænkte hjemmefra, så blev lørdag i praksis en hviledag. Og selv da fik jeg tendens til ikke at være lige så interesseret i punkterne på dag 4 og 5, som jeg ville have været på dag 1. Men det var betryggende på sin vis, at der var så mange punkter. Jeg kunne smutte, få en middagslur, komme tilbage, og der var stadig masser af con!

Jeg tror ikke jeg helt var klar over hvor meget jeg glædede mig til det her. Heldigvis levede begivenheden op til forventningerne, og jeg kan strege en ting fra listen over ting jeg ikke har prøvet endnu. Sådan.

Så var der også lige en tirsdag, sådan bare til at slappe af og indsnuse lidt London. Vi sigtede efter Oxford Street i første omgang, og fandt også en pub og noget fish and chips. Men så prøvede vi at sigte efter Baker Street (i billedet nedenfor foroven til venstre), og der slog min manglende sans for geografi til, så vi havnede ved Forbidden Planet i stedet! Der må være noget ved tyngdefeltet omkring den forretning ... Men det blev nu alligevel en rar tur. Der er jo mange interessante ting at kigge på og snakke om.

Skabt: 29. august, 2014 - Sidst ændret: 23. oktober, 2014 - Kommentarer (2)