5 præsidenter

Tags: Analyse Film Præsident USA

Alle har en mening om USA's præsidenter – kommende, afgående osv. Selv danskere og Budweiser-reklamer ville ønske, de kunne stemme. Og hvis man tænker over hvordan ens liv skal være (godt eller noget andet), så hjælper det nok også lidt at skæve til det store, indflydelsesrige land på den anden side af Atlanten. Så jeg er blevet inspireret til at kigge på 5 fiktive film-præsidenter.

Air Force One

Her har vi en action-film, så da præsidenten (James Marshall) er helten, er han en action-helt. Kan godt lide football. Er Vietnam-veteran. Forhandler ikke med terrorister, og tør godt kritisere sit eget land. Stærk og modig, selv hvis det giver lidt pletter på jakkesættet. Faktisk er han så stærk, at han ikke synes, han behøver at lytte til sine rådgivere. Han kan improvisere en god tale.

Samtidig er hans bløde kvaliteter i orden. Han er en god ægtemand og far, og vælger trods alt sin datters liv frem for principperne. Han er intelligent, har en kvindelig vice-præsident, og har indledt et samarbejde med Rusland. Og hans moral er i orden.

Primary colors

Jack Stanton er demokrat, og deltager i valgkampen om at blive den næste præsident. Og selvom han har de egenskaber, man nok må regne med i en politiker i dag (showet, manipulationen, løgnehistorierne), har han også stadig evnen til at blive rørt over et menneskes skæbne. Han kan holde en god tale, og improvisere et godt svar, og bliver populær.

Filmen ender med at spørge, om der er en grænse. Helliger målet alle midler? Er det okay, at Stanton har mange kvinder, bryder aftaler og er kolerisk, når han i det mindste ikke sviner sin modstander til? Er det okay, at finde snavs på andre, og bruge det, når målet i sidste ende er at blive en god leder, der vil hjælpe folket?

The contender

I denne film er der ikke alene en præsident, men også to mulige vicepræsidenter. Jeg vælger dog at se på præsidenten. Det ene vice-emne viser sig at være en skurk, og det andet har meget tilfælles med præsidenten selv.

Jackson Evans ryger i hemmelighed. Han bowler, praler med Det Hvide Hus, har humor, og vil i det hele taget gerne fremstå som afslappet. Men det skal man vist ikke lade sig narre af. Han kan nemlig også være meget over- og veltalende og realistisk om hvad en politiker kan og hvordan mennesker fungerer. Intelligent – hvis ikke ligefrem lusket.

Samtidig er han god nok til fravælge en for ambitiøs politiker som sin vice, og ligestillet nok til i stedet at vælge en kvinde. Han ved hvad sandhed og retfærdighed er, og ser ligefrem ud til at erkende, at hans vice kunne være et bedre menneske end han selv er. Da det går hårdest til, holder hun nemlig på, at visse spørgsmål ikke bør værdiges kommentarer, mens han vakler. Men i sidste ende vælger han det indviklede. Og så er han demokrat.

Wag the dog

Der er en præsident, men vi ser ham aldrig. Han er muligvis republikaner. Og så er han ude i valgkamp, for at prøve at blive præsident igen. Vi oplever ham via hans medarbejdere. Og hører, at det er vigtigt hvilken farve killingen i den (konstruerede) film-stump har, og at alle involverede har lov at arbejde i USA.

Mange ting ryger ud af vinduet under valgkampen. Sandheden? Ikke når det er lettere at skabe en distraktion og sno medierne om sin lillefinger. Virkeligheden? Det er det, jeg ser på TV - ja, faktisk kan TV være meget mere sandt og virkeligt end den kedelige "ægte virkelighed". Kun slå ihjel i yderste nødstilfælde? Det var selvforsvar, høje dommer, han ville afsløre den løgnehistorie, jeg havde brygget sammen. Respekt for folket? Ha! Tror folket virkelig stadig, at det er dem, der afgør valget?

The American president

Filmen er en kærligheds-komedie, og det bærer præsident Andrew Shepherd selvfølgelig også præg af.

Han er enkemand, og en god far. Han er utroligt rolig – selv når folk laver en fortalelse, eller fornærmer ham. Og han formår at berolige andre. Han kan godt lide at være lidt uformel. Han er uddannet på Stanford, og har været historieprofessor. Og så bliver han altså fascineret af en kvinde, og vil lære hende nærmere at kende. Er lidt gammeldags, og vil godt selv sende hende de blomster, hun skal have. Og trods hans ro kan hun godt gøre ham en lille smule nervøs. Han tør godt lære hende at kende, helt til bunds, uden at være gift med hende. Han bliver beskrevet som klog, morsom, og en god danser.

På jobbet kan han godt finde på at gå mod sine rådgivere. Jobbet kræver meget, så det er okay han har gode hjælpere – også til at huske hjælpernes navne. Politisk er han: for reduktion af brændstofforbrug, imod stor udbredelse af håndvåben, for ordentlig offentlig uddannelse, gode venner med Israel, men ikke Libyen, imod at militære angreb får overdrevent mange ofre (og han har ikke selv været soldat), imod lovgivning mod flagafbrændinger, og for forfatningen. (Det gør ham vist til demokrat.) Og for, at hans privatliv ikke skal rodes ind i politik. Først i filmen er han lidt forsigtig, fordi der skal være valg et år senere, men sidst i filmen siger han, at det vigtigste er at gøre jobbet rigtigt.

Forskelle og ligheder

Det er ikke på alle punkter, man kan sammenligne filmene. Vi ved ikke, om Andrew Shephard er god til at slå på tæven, eller om præsidenten i "Wag the dog" er charmerende. Men der er dog nok alligevel et par ting, vi kan uddrage.

1. De er alle hvide mænd. Til gengæld ser vi to kvindelige vicer.
2. De 4 præsidenter, vi ser, holder gode, improviserede taler, eller kommer med gode, hurtige replikker. Karisma er vigtigt.
3. De gode præsidenter / kandidater understreger, at der er ting man Bare Ikke Gør under en valgkamp: sviner sin modstander til, besvarer spørgsmål om sit privatliv osv.
4. Alle 5 virker intelligente, veluddannede osv.
5. Vi ser mange eksempler på folk, der er alt fra karismatiske, charmerende og overtalende til direkte løgnagtige og villige til at sige hvad som helst. Tankevækkende, eftersom den virkelige verden byder på præsidenter, der tilsyneladende ikke kan sætte to ord sammen.
6. Igen, de 4 præsidenter vi ser lægger meget vægt på afslapning – læg jakken, spis noget fedtet mad, vi behøver ikke være Des.
7. Jeg er lidt overrasket over, at de ikke alle 5 er demokrater. Men det kan det også godt være de er – i 3 tilfælde fremgår det ikke klart, hvilket parti der er tale om.

Man kunne godt have taget fat andre steder. Set "Dave" og "Independence day" (dem har jeg tilfældigvis ikke adgang til) eller de første par episoder af "West Wing" og "Commander in chief". Men nu blev det lige de her 5 den her gang.

Opdatering: nogle franskmænd havde samme idé som mig, og har kigget på fiktive præsidenter. De gjorde mig opmærksom på en ekstra egenskab: at fiktive præsidenter kan gøre ting, der ikke/aldrig sker/er sket i virkeligheden. På godt og ondt. Det kan være problematisk, når præsidenter udøver magt eller udviser idealisme, der ikke er realistisk. Men det kan være positivt, når vejen bliver banet, fx for en sort præsident.

Skabt: 4. november, 2008 - Sidst ændret: 4. november, 2008 - Kommentarer (0)