Hvor går tiden hen, når den går?

Tags: Anmeldelse Bog Science fiction Svend Ã…ge Madsen Tidsrejser

Anmeldelse af Lad tiden gå, Svend Åge Madsen, fra 1986.

Skitse: Professor Jeyde studerer tidens fysik (kronofysik), og har en spændende teori. Hans unge assistent, Johanne, hjælper ham. Og som det så må gå, når en gal opfinder er bidt af en ny teori, så begynder der snart at ske mystiske ting,

Er det science fiction? Efter som den gode Jeyde faktisk bygger en fungerende tidsmaskine (omend dens repertoire er begrænset: den kan én ting, nemlig spole alting 23 dage baglæns), og tidsmaskinen er så central for fortællingen, ja.

Er det godt? For nu at starte med det helt basale: jeg blev suget ind i fortællingen, og havde svært ved at huske, at jeg også gerne ville anmelde den. Så den er i hvert fald godt skrevet. Men der er også nogle gode temaer, og en interessant variation over "opfinder + assistent". Og da der var sket tidsrejser nok, fik jeg lyst til at lave et detaljeret kort, og finde ud af præcis hvor forskellene er, og hvordan tidslinjerne påvirker hinanden.

Når nu man har en tidsmaskine, der kan "resette" hele verden, er det oplagt at bruge den til én ting: de ting, man ikke fik gjort rigtigt første gang, får man en ny chance for at gøre godt. På et tidspunkt jagter Johanne efter det optimale liv. Og hele bogen er præget af de gentagelser, der sker på den konto - også gentagelser i sproget, og i ting, der ikke direkte har noget med handlingen at gøre. Og det er jo altid en interessant tanke, "hvis jeg kunne gøre det igen, så ville jeg ...". En meget menneskelig tanke.

Den gode professor har et problem, fordi man ikke umiddelbart kan huske, at man er på vej gennem et tidsrum for anden gang, og det derfor er svært for ham at bevise, at hans maskine virker. Så der er nogle stærke eksperimenter, for at se, om det er muligt at huske intens smerte, og intens kærlighed, tværs gennem linjerne.

Hvor professoren bare gerne vil bevise sin teori, vil Johanne (mis)bruge maskinen til det yderste. Og så er der jo ikke nogen vej udenom: fx holder hun op med at rydde op (alting kan jo ryddes op med et tryk på en knap) og hun synes verden bliver uvirkelig. Enden er nær.

Både professorens og Johannes eksperimenter er interessante at følge. Hvor meget skal der til, for at man husker på tværs af tiden? Hvor lidt skal der til, for at man ønsker en ny chance?

Et andet aspekt, når man vurderer science fiction / tidsrejser, er: troværdighed. Og i dette tilfælde bliver der ramt en fin balance af: der bliver sagt nok om "tidens natur" til at jeg køber den, og på den anden side ikke for meget - det skal jo heller ikke blive for kedeligt og teknisk.

Og inden vi er færdige, et par citater.

Vi bliver nok nødt til at lade tiden gå, og opgive vores drømme om evigheden. (s. 51)

Engang fandtes der intet liv, forklarede Sverre. Der var løsrevne minutter, løsrevne timer, løsrevne dage og menneskene var ikke i stand til at se fra det ene øjeblik til det andet. Først da fortællingen dannedes blev tiderne kædet sammen til en mening, hvorved livet opstod.
Men verden bestod jo virkelig kun af løsrevne minutter, løsrevne timer, løsrevne dage, indvendte Johanne.
Derfor, netop derfor, måtte han skrive sin roman, forklarede han. Så tiden kunne heles. (s. 133)

Det her er en spændende version af noget, jeg har set før. (Jeg er vild med tidsrejser.) Og derfor har jeg også mod på, både at anbefale denne bog, og læse nogle flere bøger af Svend Åge Madsen.

Skabt: 20. august, 2008 - Sidst ændret: 13. maj, 2009 - Kommentarer (0)