Nitten fire og firs

Tags: Analyse Anarkisme Bog George Orwell Science fiction

Analyse af 1984. Hvilken slags samfund skildres der i bogen?

Samfundet er præget af overvågning. (Jeg tror, at selv mennesker, der ikke har læst bogen ved dette, og forbinder det med Store Bror.) Dels er der teleskærme overalt (og skærmene er altid tændt), der godt nok sender lyd og billede, men også "ser" og "hører" hvad der sker på arbejdspladsen, i hjemmet osv. Dels holder alle øje med alle: naboer med naboer, børn med forældre, kollegaer med kollegaer osv. Politiet kigger ind af folks vinduer. Privatlivet er forlængst røget. Fritid og ensomhed eksisterer i praksis ikke.

Der er mange måder at være på tværs på, men tilsyneladende ved alle godt, at de mest åbenlyse skal undgåes. Således går partimedlemmer uden at mukke i uniform. De handler også (for det meste) i partiets egne butikker. Formålet med ovennævnte overvågning er at tankepolitiet skal finde dem, der ikke passer ind i skabelonen, naturligvis specielt dem, der ikke er 100% enige i samfundets politik. (Det påståes, at der ikke er nogen love, men det nævnes også, at der ikke kun er politiske fanger, så hvordan det lige lader sig forene ... Ikke desto mindre, uanset om der love eller ej, så er der i hvert fald stadig straffe.) Disse skal findes og "omprogrammeres". Dette sker altid, og der følger en forudsigelig arrestation/forsvinden, omvendelse/tilståelse og henrettelse.

Med regelmæssige mellemrum bliver alle opfordret til at hade statens fjender, både interne og eksterne. Hysteri er helt fint. Kærlighed og venskab er der til gengæld ikke rigtig nogen, der opfordrer til. Vejvisere har vi heller ikke: hvem er det, du så gerne vil kunne finde? Det er en god ting ikke at nyde avl af ægteskabelige børn alt for meget. Make up og parfume er også yt. Det er skilsmisse i øvrigt også, omend separation er mulig. Religion er fjernet, sammen med kapitalisme. Men tag et glas gin! Dog ikke nok til at blive lykkelig. Du skal jo helst kunne arbejde dine 60 timer om ugen.

Dobbelttænkning er evnen til at acceptere, at der er to sandheder samtidig. Det er vist der vi er henne, når Ministeriet for Sandhed forvansker historien, Ministeriet for Fred fører krig, Ministeriet for Kærlighed udøver tortur og Ministeriet for Rigdom sørger for at alle er lige fattige. (Der er evig rationering.) En anden version er slagordene "Krig er fred", "Frihed er slaveri" og "Uvidenhed er styrke".

Som sagt bliver historien skrevet om. Staten har kontrol over alt: når man kontrollerer nutiden kontrollerer man også fortiden (fordi man kan beordre at alle beskrivelser af fortiden bliver skrevet om). Kalenderen er usikker, fordi selv datoen kan være blevet forvansket på et tidspunkt. Vi er tilsyneladende altid i krig, men nogle mener at kunne huske, at fjenden skifter en gang imellem. Selv folks tanker er der styr på, og hvis der ikke er, så bliver man hentet af tankepolitiet. Sproget er ved at blive lavet om, så visse tanker bliver umulige. Hvordan kan man hungre efter frihed, hvis man ikke har et ord at hungre med? Grænserne er i øvrigt også lukkede: der skulle jo helst ikke komme nogle mærkelige idéer ind udefra, såsom at fjenderne også bare er mennesker. Staten har kontrol over alt, og det er bedre at stole på partiet end på dine egne øjne og ører. Ham der sagde, at der findes en objektiv sandhed, ham har vi allerede skudt.

Omgivelserne er slidte og kedelige. Der eksisterer stadig digte, skuespil og romaner, omend de (ligesom avisernes beskrivelser af i går) bliver skrevet om.

Under partiet har vi proletarerne, ca. 85% af befolkningen. De bliver fodret med dårlig kunst, porno og den slags. Men på nogle punkter har de det lettere: de har deres sprog, deres følelser, deres indbyrdes loyalitet i fred. Der er ikke nogen, der kræver de skal tro på statens politik. De må godt bruge make up og parfume, og må godt drikke øl (men ikke gin).

Over de almindelige partimedlemmer har vi inderpartiet. De lever i luksus og har tjenere, og kan slukke deres teleskærme.

Ude i kanten af landet bor der nogle, der kaldes slaver. Alt efter krigslykken bor de på den ene eller anden side af grænsen.

Hovedpersonen skaber sig i kort tid et helle, hvor han selv får lov at bestemme. Han bruger sin frihed til ganske privat at begære en kvinde.

Jeg har kigget nærmere på den her bog, fordi den er med på Anarchism and science fiction -- A reading list. Den bliver vist primært betragtet som et eksempel på hvor skidt det kan gå, når man ikke har anarkisme.

Skabt: 21. november, 2011 - Sidst ændret: 21. november, 2011 - Kommentarer (0)