Palimpsest over �Palimpsest�

Tags: Anmeldelse Charles Stross Niels Dalgaard Novelle Science fiction

En tekst skrevet ovenpå en tekst om tidsrejser

Forfatter: Niels Dalgaard

Charles Stross’ kortroman �Palimpsest� udkom første gang i samlingen Wireless (2009). I Proxima 90 fra samme år skrev jeg at den foregik i �et univers hvor mange forskellige tidslinjer og andre dimensioner skærer hinanden; faktisk så mange at læseren nemt kommer til at føle at personernes handlinger ikke betyder så meget (og derfor er vanskelige at mobilisere den store interesse for)� (116). For nylig blev jeg opfordret til at genlæse den, hvilket jeg har gjort med fornøjelse. Uden decideret at ville trække min tidligere vurdering tilbage, vil jeg godt modificere den derhen, at til trods for (men altså ikke på grund af) de mange sammenfiltrede handlingstråde, formår historien at interessere, i al fald ved anden (og langsommere) læsning. Grunden er, at fortælleteknikken gør det muligt at fokusere på én person, mens mangedoblingen af tidslinjer omkring ham nærmest får baggrunden til at gå i opløsning.

Set i forhold til science fiction-genren i bredere forstand, er der også tale om (endnu) en kommentar til tidsrejsehistorier og de filosofiske og fortælletekniske problemer, de rejser. Det signalerer Stross meget klart gennem den måde, han lader historien begynde på. Første afsnit er fortalt i anden person futurum, et stilistisk bravurnummer, som til læserens lettelse kun optræder ved særlige lejligheder i fortællingen. Men der er en pointe med det, ud over at demonstrere forfatterens virtuositet, nemlig at når det gælder tidslinjer og hovedpersonens liv, får fremtidige handlinger betydning for hans fortid og dermed hans eksistens. Kapitlet hedder �Fresh Meat� og det første afsnit starter med sætningen �This will never happen:�. Hovedpersonen Pierce – navnet antyder noget der gennemtrænger eller gennemtrænges – bliver sendt tilbage i tiden for at slå sin egen bedstefar ihjel. Det fører ikke blot til at forfatteren må forsøge sig som grammatisk slangemenneske (�Gramps would have had a good life�, 269), men er også en meget tydelig hilsen til det såkaldte bedstefar-paradoks, der optræder i utallige tidsrejsehistorier: Hvis man rejser tilbage i tiden og slår sin egen bedstefar ihjel, før han mødte ens bedstemor, bliver man aldrig født og kan derfor ikke rejse tilbage og slå ham ihjel. Men når man ikke gør det, bliver man alligevel født, så... og så videre.

Det er en overdrivelse at sige at man kan se subgenren tidsrejsehistorier som en række forsøg på at løse dette paradoks; men det kan alligevel næsten bruges til at klassificere forskellige varianter af motivet. Historier om personer der bevidst og ved hjælp af teknologi bevæger sig i tiden, kan siges at begynde med H. G. Wells’ The Time Machine, der udkom som roman i 1895, men som der blev udgivet et forlæg til i form af novellen �The Chronic Argonauts� allerede i 1888. Som romantitlen antyder, bruger Wells’ hovedperson en maskine, hvorved romanen adskiller sig fra historier om folk der ufrivilligt flyttes i tid, fx som følge af et naturfænomen – her kan man tænke på Mark Twains A Connecticut Yankee in King Arthur’s Court (1889) og L. Sprague de Camps Lest Darkness Fall (1939) – og om folk der ikke kan rejse i tiden, men på forskellig vis kan se bagud i tid – eksempler er Isaac Asimovs �The Dead Past� (1956) og Svend Åge Madsens �Mnemosynes børn� (1984).

For Wells’ rejsende er tiden nærmest at betragte som en fjerde rumlig dimension, og der er ingen kausal sammenhæng mellem hans handlinger på forskellige tidspunkter og verden som den ser ud på andre tidspunkter. Konsekvenserne forbliver så at sige tidsligt lokale. Senere i genrens historie forestiller man sig dem derimod som altomfattende, som i Ray Bradburys ofte refererede �A Sound of Thunder� (1952), hvor tidsrejsende safariturister foretager sig noget så minimalt som at træde på en sommerfugl, hvilket betyder at den tid, de vender tilbage til, er en anden end den de forlod da de tog hjemmefra. Den ekstreme version af denne model fører til et nyt univers for hvert tidsspring, i nyere tid ofte forklaret ved mangeverdenstolkningen af kvantemekanikken. Det er værd at bemærke sig at L. Sprague de Camp senere skrev en stribe noveller om dinosaur-jagt i fortiden, hvor der netop ikke ustandselig opstår spaltninger af universet, men hvor konflikterne skyldes tumpede fritidsjægere mv. (den første, �A Gun for Dinosaur�, er helt tilbage fra 1956, men resten – en 8-9 stykker – er fra 1992-1993).

Grunden til at Stross’ Pierce skal myrde sin bedstefar, er at han derved bliver løsrevet fra det øvrige univers. Han holder altså ikke op med at eksistere som sådan, men har bare aldrig eksisteret i verden i almindelighed. Dermed adskilles hans personlige historie fra verdens historie, sådan som det principielt næsten altid er tilfældet med tidsrejsende af andre typer end Wells-typen. De to forløb kommer konstant i konflikt med hinanden, og som nævnt er det godt for læserens orienteringsmuligheder, at Pierces position følges så konsekvent.

Forestillingen om et korps eller en organisation, bestående af folk der �står udenfor� historien, men er i stand til at gribe ind i den, er også klassisk i genren. Poul Andersons fortællinger om �Tidspatruljen� (i første omgang samlet i Guardians of Time, 1960) og Isaac Asimovs roman The End of Eternity (1955) trækker begge på den, ligesom Kage Bakers serie af romaner og noveller om �The Company�, der begyndte i 1997 (den første roman i serien, In the Garden of Iden, er også fra dette år). I denne variation af historier foregår der en – mere eller mindre dækket – diskussion af menneskenes mulighed for at gribe ind i historien. Hvis vi ved at noget er foregået på en bestemt måde, kan vi så rejse tilbage og ændre det? Faktisk handler især Andersons variant om det modsatte: at man opdager at nogen forsøger at få historien til at afvige fra det vi ved, er sket, og de brave patruljefolk må rejse tilbage for at sikre at det rent faktisk også sker. Set med nutidens øjne er der i den slags historier en rørende tillid til at det vi tror vi ved om fortiden, også er det, der rent faktisk skete.

Det er også værd at bemærke sig at der er en grundlæggende forskel mellem denne type historier, der (stort set) kun beskæftiger sig med at rejse tilbage i tiden for at ændre på noget, og så mange adventure-agtige røverhistorier om at rejse (eller blive transporteret) frem i tiden. Ved at rejse fremad, slipper man for problemet med at forholde sig til hvad der �vides at være sket� – med mindre man naturligvis diskuterer det med personer fra fremtiden, for hvem man selv repræsenterer fortiden. Omvendt er der dem der argumenterer for at man (teoretisk set) kun ville kunne rejse bagud, eftersom fortiden i denne opfattelse ligger fast, mens fremtiden ikke har fundet sted endnu. Imidlertid vælger jeg at betragte denne type problemer som liggende udenfor diskussionen af den foreliggende fortælling.

Derimod er fortællingen optaget af et andet filosofisk problem, nemlig hvad der sker hvis man møder sig selv under sine tidsrejser. Det kan være en ret så dramatisk affære, selv om vi er langt fra historier hvor det fører til universets undergang. Det fører derimod ofte til at én (eller mange) af de kolliderende versioner dør, sådan som det sker i afsnittet �Palimpsest ambush�, hvor Pierce pludselig overfaldes af en hel flok af sig selv. En grund til dette fænomen er at hver gang historien skrives om, forsvinder de begivenheder og personer der er blevet �overskrevet�. Udtrykket �palimpsest� betyder netop et dokument – traditionelt et håndskrift på pergament – hvor den oprindelige tekst er blevet (ufuldstændigt) kradset ud, og noget andet skrevet ovenpå. Historisk set skyldes det at pergament var dyrt, men det har haft den effekt, at mange ellers �udslettede� tekster har kunnet genskabes fra dokumenter, der er overskrevet med langt mindre interessante ting.

Pierce oplever også overskrivelsen på anden vis. På et tidspunkt, mens han stadig er under oplæring (læretiden er lang), opsøges han af en ivrig ung dame, der spørger om hun må skrive en akademisk afhandling om ham. Han svarer ja uden at vide, at det i hendes kultur betyder at han har sagt ja til at gifte sig med hende. De får imidlertid tyve lykkelige år sammen, og det er derfor noget af en katastrofe at den periode på et tidspunkt bliver overskrevet (et andet forhold starter på en endnu mere mystisk måde, nemlig med at han kontaktes af en kvinde han aldrig før har mødt, men som har været kæreste med ham i mange år). Man forstår godt hvorfor organisationen fraråder faste forhold.

Forestillingen om at flere versioner af den samme person kan sameksistere, er udfoldet på forskellig vis i genrens historie. I de mest ekstreme, som Robert A. Heinleins �By His Bootstraps� (1941) og David Gerrolds The Man Who Folded Himself (1973) ender man helt ude i solipsismen, hvor den eneste person der befolker universet, i virkeligheden er én selv, og alt andet er illusioner eller duplikater, evt. efter kønsskifteoperationer.

Pierces verden kompliceres på anden vis. Han har svært ved at finde ud af hvad der egentlig foregår, og mødet mellem forskellige iterationer af ham selv betyder også at hans egen identitet forekommer en smule flosset i kanten – som illustreret ved de to afsnitsoverskrifter �Army of You� og �Nation of Me�. Der er desuden en skjult modstandsbevægelse indenfor organisationen, og samtidig kommer han selv i søgelyset for afdelingen for Indre Anliggender. På et tidspunkt bliver han afhørt af en agent der kalder sig Kafka, og som muligvis og muligvis ikke er fra Indre Anliggender. Pierce får antydninger af at der er en Opposition, en undergrundsbevægelse der modvirker organisationen. Organisationen hedder i øvrigt The Stasis, og selv om den hævder at opretholde historien, skyldes dens drift mod stabilitet måske i virkeligheden noget andet:

The Stasis isn’t about historicity [...] That might be the organization’s raison d’être, but the raw truth of the matter is that the Stasis is about power. Like any organization, it lives and grows for itself, not for the task with which it is charged. (343)

Denne besked får Pierce hen mod slutningen, da han er taget til fange af lederen af modstandsbevægelsen – der viser sig at være en senere iteration af ham selv, hvilket forklarer den særlige interesse, Indre Anliggender har udvist overfor ham. En vigtig pointe i opgøret mod the Stasis er i øvrigt, at den udelukkende fokuserer på at trimme Jorden og dens historie, og tilsyneladende aktivt modarbejder forsøg på at rejse ud i rummet og kolonisere andre planeter. Med andre ord afskæres en god del af menneskehedens potentielle fremtidige historie af et snævert ønske om lokal kontrol her og nu.

Modsætningen mellem tidsrejser og rumrejser bliver til modsætningen mellem skarp kontrol og fri udfoldelse. The Stasis bruger alle tilgængelige ressourcer (og af fysisk-tekniske årsager kan der kun foretages et endeligt antal tidsrejser i universets historie) på at kontrollere fortiden og på at dokumentere den i ekstreme detaljer. Modstandsbevægelsens pointe synes at være at man – som Svend Åge Madsens roman fra 1986 hedder – skal lade tiden gå, og i stedet for hele tiden at udslette de dele af fortiden der kommer i vejen for organisationen, skal arbejde frem mod en bedre fremtid.

Organisationens optagethed af at dokumentere tiden, betyder i øvrigt at ikke al overskrevet tid forsvinder uigenkaldeligt. Der findes enorme biblioteker forskellige steder i tiden, hvor overskrevne sekvenser kan genopleves, og det største af dem alle – over-biblioteket, om man vil – gemmer alle de forskellige lokale variationer. At der findes principielt uendelige mange forskellige udgaver af et givet tidsrum, betyder imidlertid også at det kan være svært at finde den rigtige – hvilket Pierce må sande, da han får tilladelse til et af de sjældne research-besøg på �The Library at the End of Time�, som kapitlets overskrift så malende kalder det. Et helt kontinent bestående af super-lagringsmediet �memory diamond� står til rådighed, men statistisk vil han aldrig kunne finde den rette version frem. Et mareridt for enhver bruger af informationssystemer.

En måde at definere en genre på er som en gruppe tekster der refererer til hinanden, eller som i deres intertekstualitet som et minimum demonstrerer kendskab til hinanden eller til det motivs historie, som de beskæftiger sig med. �Palimpsest� gør dette i eminent grad, idet den peger på teoretiske og filosofiske problemer med tidsrejser, sådan som de har været diskuteret gennem mere end 100 år. Det er ikke urimeligt at hævde, at den selv er en palimpsest, skrevet ovenpå stakkevis af tidligere tidsrejsehistorier.

Skabt: 19. august, 2011 - Sidst ændret: 19. august, 2011 - Kommentarer (0)