« Andettids | Null-a's verden » |
MogPog'ernes krystalpunkt
Tags: Anmeldelse Bog Børn og unge Don Cambou Fantasy
Anmeldelse af The Crystal Point of the Mog Pogs, af Don Cambou.
Skitse: Lew er 11 år gammel, med IQ som en 14-årig og højde som en 9-årig. En gang i mellem bliver hans højre arm følelsesløs. Bedstefar, der er lidt af en eventyrer, kalder ham Riktok, og tager ham med ud og jage sasquatch.
Temaer: Vi kommer hurtigt i gang. Jagten byder på hylende, rødøjede dimser og knurrende, behårede dimser. Ulve og bjørne? I skolen næste dag er der en mobbende bølle og en sød pige. Far og mor går op i at frede den skov, dimserne færdes i.
Hen ad vejen hører vi, at Lew er noget specielt, at han er med i en profeti, og at han derfor må beskyttes. Lew vinder en vigtig boksekamp, og er fantastisk med bue og pil. Og så bliver armen følelsesløs igen ...
Er det godt? Plottet har med forurening, global opvarmning og den slags at gøre. Point for at inddrage sådan et emne.
Bedstefar er helt fra starten lidt farlig at omgås, og det bliver ikke bedre. Og så er han ikke meget for at forklare hvad der foregår. Jeg ved ikke om jeg så villigt ville tage med ham på eventyr, flere gange.
Lew passer mig heller ikke helt. Det er ham, der fortæller historien, og han bliver ved med at hinte, at han ved hvad der skete lige bagefter. Det er svært at få en stemning op og køre på den måde. Da der bliver brug for det, bliver han pludselig enormt god til at genkende folks alder. Og selvom han altså er intelligent (hvilket understøttes af små, strittende videnskabscitater), står og falder det hele med, at han bliver en god bueskytte.
Der er også andre tegn på, at forfatteren sjusker.
I bund og grund er jeg ligeglad med hvordan det hele falder ud.
Note: Anmeldelsen er baseret et anmelder-eksemplar.
Skabt: 11. maj, 2011 - Sidst ændret: 11. maj, 2011 - Kommentarer (0)