En billion Dollars

Tags: Andreas Eschbach Anmeldelse Bog Science fiction

Anmeldelse af Eine Billion Dollar, af Andreas Eschbach.

Skitse: John Fontanelli bor i New York og er en ganske almindelig fattig fyr. Det er derfor også lidt en overraskelse, da 4 italienske sagførere ved navn Vacchi fortæller han har arvet $80.000. Nej vent, 4 millioner. Nej vent, 2 milliarder. Nej vent ... Og han har fortjent alt dette, fordi han 23/4 1995 var den yngste mandlige Fontanelli.

Er det science fiction? For det første har vi noget alternate history, fordi hændelsen ligger i forfatterens fortid, og indlejres i den fortid, vi i øvrigt kender. For det andet er Fontanelli-formuen i sig selv en "opfindelse", der har vidtrækkende konsekvenser for verdens økonomi osv. Så: ja.

Temaer: John er en halvstuderet røver: en drømmer med gennemsnitlig intelligens, et fyret, forgældet pizzabud, der har flirtet med at male.

For 500 år siden havde en Fontanelli en vision, han baserede sit liv på. Det, der svarede til $10.000 blev sat i banken, og har trukket renter siden. Formuen har været en hemmelighed, man kun kendte til, hvis man hed Vacchi. (Vacchi-familien har plejet formuen, til gengæld for selv at få lidt af den som løbende løn.) Nu får John overdraget ansvaret for at forvalte verdens største personlige formue, og give menneskene deres tabte fremtid tilbage.

Henover ca. 200 sider følger vi hvordan de velmenende, lidt pylrende 4 x Vacchi lader John (og verden) langsomt vænne sig til denne rigdom. John lærer at danse. John modtager alle mulige slags henvendelser fra folk, der vil have nogle af hans penge, og specielt én af disse virker som en reel trussel. På den anden side tilbyder en anonym sin hjælp, og John tager imod tilbuddet.

De næste ca. 100 sider beskriver Johns søgen efter en metode til at redde verden. Måske skal han bare gøre verden optimistisk igen? Selv hvis en rimelig løsning bliver fremlagt, kan han så stole nok på dem, der kan hjælpe ham?

Derefter vælger John en kurs, og nu følger vi nogle af detaljerne. En afgørende replik på side 329 er Hvorfor indretter vi det ikke sådan, at det at belaste miljøet koster penge?

Meget i bogen beskriver Johns oplevelser: hvordan er det at være rig, hvordan er det at have en forretningsvant partner osv. Vi kan drømme med: hvad nu hvis jeg blev rig? Kun sjældent er der trusler, svære beslutninger osv., hvilket bogstaveligt talt er lidt kedeligt. Én trussel, John flere gange møder er: hvordan undgår han, at pengene ændrer ham for fundamentalt? Kan han leve med, at formuen delvis forvaltes med omhyggeligt konstruerede løgne? Det er let for læseren at identificere sig med denne fornuftens stemme.

Nogle gange går der også foredrag i den. Jo, der er 5 forskellige måder at tjene penge på, og de er, med den dårligste først ...

Formuen er så stor, at det giver mening vi lærer New York, Italien, London osv. at kende. Det er nødvendigvis hele verden, der er scenen.

Er det godt? Hm. Ingen kendte til formuen, men de små Vacchier hørte om den som godnathistorie? Hm. John lærer at danse, men lærer ikke økonomi? Der er pressefolk ved festlige lejligheder, men for mig at se ikke helt nok. John bliver faktisk snydt et par gange, og anskaffer utroligt nok ikke en personlig sagfører. Men i sidste ende: bogen er alt, alt for lang. På side 384 fik jeg nok, og sprang 300 sider over. Hvorfor skal vi vide hvor han køber sit første jakkesæt? OG sit andet?

Skabt: 4. oktober, 2010 - Sidst ændret: 4. oktober, 2010 - Kommentarer (2)